NEWS

Ny cirkulær platform åbner nye forretningsmodeller for modebranchen.

Med Continued lancerer Vigga og Peter Svensson en platform, der gør det lettere for modevirksomheder at arbejde cirkulært.

Ganni og By Malene Birger vil i løbet af de kommende måneder tilbyde kunderne mulighed for at leje tøj ved hjælp af Continueds platform.

 

Continued er navnet på en ny whitelabel-platform, hvor brands kan udleje, sælge, tilbagekøbe og i sidste instans indsamle deres tøj med henblik på genanvendelse. Continued er startet af Vigga og Peter Svensson, som tidligere har lanceret og drevet den prisvindende, cirkulære abonnementsservice for babytøj Vigga.us. Vigga.us er netop blevet solgt til en hollandsk virksomhed, der kommer til at videreføre konceptet under navnet Circos.co.

I Continued har Vigga og Peter Svensson allieret sig stærke IT-kapaciteter, og platformen er en materialisering af deres vision om ”en klogere måde at forbruge på et stort skridt videre, med en løsning der skal løfte modebranchen ind i fremtiden,” som Continued selv skriver i en pressemeddelelse.

 

Og der er potentiale for at gøre en forskel. En livscyklusanalyse foretaget af tredjepart for Vigga.us viser, at hvis et stykke tøj bliver benyttet af seks personer i et cirkulært system i stedet for a en person i et lineært, vil ressourceforbruget blive reduceret med op til 80 %.   

By Malene Birger har allerede annonceret, at de vil benytte Continueds platform, og CEO Morten Linnet ser store muligheder i platformen:

”Continued giver os en meget spændende mulighed for at udvikle vores forretning i retning mod bæredygtighed, nye forbrugerbehov og innovation. Vi ønsker at være i front når det handler om nye løsninger, der ændrer den måde brands tilbyder deres varer på.

Vejen fra lineær til cirkulær model

Ambitionen med Continued er at give virksomhederne mulighed for at øge profitten per produkt og sikre en effektiv ressourceoptimering, således at platformen bliver til gavn for forretningen og miljøet. Continueds platform skal samtidig være enkel for virksomhederne at tage i brug, og derfor integrerer den med brandets eget e-commerce-univers, ligesom Continued varetager det logistiske setup, der klarer håndtering, fragt, rengøring og reparation af produkterne. Dermed bliver det gjort lettere for modevirksomheder at tilbyde en cirkulær forretningsmodel. En af de virksomheder, som gerne vil inkludere det cirkulære aspekt i forretningen, er Ganni, som går i luften med Continued til juli.

”Hos GANNI stræber vi efter at være ærlige omkring vores bæredygtige initiativer. Vi er ikke perfekte, men som modebrand tror vi på, at det er vores pligt at handle så ansvarligt som muligt. Vi er nødt til at bevæge os i retning af et produkt der belaster verden mindst muligt, hvis vi vil eksistere i fremtiden. Udlejning af tøj er endnu et skridt mod at introducere en mere ansvarlig måde at forbruge på. Det hjælper os også med at integrere FN’s Verdensmål om ansvarligt forbrug og produktion i vores strategi, og fremmer modens struktur fra lineær til cirkulær,” siger grundlægger og medejer af Ganni, Nicolaj Reffstrup.

Han har samtidig valgt at investere i Continued, som også har platformens CTO og co-founder Jeppe Basse i ejerkredsen.

Continued oplyser, at de forventer at kunne lancere aftaler med flere internationale brands i løbet af 2019. 

 

ARTIKEL SPOTTET PÅ WWW.DMOGT.DK

FOTO: GANNI